Kropsorienteret traumebehandling!

“Vejen til ro og balance,

går gennem kroppens

sansninger.”

Hvad er et traume?

Når jeg taler om traumer, er det oftest ikke voldsomme oplevelser, men alle de små ubehagelige oplevelser, som alle mennesker har gennem livet.

Det kan være tilknytningstraumer – altså det der er sket i relationen mellem forældre og børn, og de mønstre man har med sig derfra.

Der kan også være tale om traumer fra fødslen eller endda fra fostertilstanden.

Og der kan være tale om opvæksttraumer, som f.eks. skilsmisse, flytninger osv.

Det kan være relationstraumer – dvs. de svære oplevelser vi kan have via de relationer vi er i, som f.eks. mobning, at føle sig udenfor, at føle sig forkert osv. Disse traumer kan f.eks. opstå i skolefællesskabet, fra pædagoger, fra lærere, fra fritidsaktiviteter osv. De kan opstå alle de steder hvor vi indgår i sociale relationer.

Der findes mange typer af traumer, og der kan i sjældne tilfælde også være tale om voldsomme oplevelser som ulykker, sygdom, død, overgreb osv. Den form for traumer er ofte mere tydelige og nemmere at få hjælp til, mens de ovennævnte former for traumer, ofte ikke anerkendes, og kan være sværere at få hjælp til. Samtidig kan det i nogle tilfælde også være svært at få den RIGTIGE hjælp til de voldsomme traumer, og det kan være nødvendigt at få arbejdet med dem kropsligt, for at få skabt den nødvendige balance.

Overordnet opstår et traume,

når vi bliver udsat for en ubehagelig oplevelse,

som vi ikke er i stand til at håndtere følelsesmæssigt.

Kroppen husker:

Når et menneske har været udsat for svære oplevelser, vil kroppen og nervesystemet huske på disse oplevelser via de sansninger og følelser der har været tilstede i oplevelsen.

Det kan derfor være en bestemt lyd, duft, sansning eller følelse som er det der trigger kroppen til at huske en bestemt oplevelse, som derved kan dukke op i nervesystemet på uhensigtsmæssige tidspunkter.

Det kan også være at et bestemt sted, som f.eks. en skole, skaber et stort ubehag hos en person fordi stedet minder om dårlige oplevelser man har haft dér.

Oftest husker vi ikke selve den dårlige oplevelse, men kroppen husker sansningen eller følelsen. Når hjernen registrerer denne sansning eller følelse, opstår der et ubehag, og alt efter situationen kan det føre til angst, tristhed, vrede eller opgivenhed.

Et stresset nervesystem:

En person som gentagende gange oplever sig udsat for svære oplevelser, og ikke føler at der er nogen udvej i det, vil blive mere og mere stresset. Det er det jeg kalder dryp af traumer.

Det kan f.eks. være unge som er blevet udsat for mobning eller et for højt fagligt pres. Det kan også være unge som har svært ved at begå sig i det sociale fællesskab, og derved ofte får en følelse af at være forkert.

Den unge kan også have nogle svære oplevelser med sig hjemmefra, eller selv have nogle særlige udfordringer som gør skolelivet ekstra svært.

Behandlingen:

Når jeg laver kropsorienteret traumebehandling med unge mennesker, mærker jeg hele tiden efter om den unge er tryg i behandlingsformen og de eventuelle øvelser vi laver. Det er afgørende at den unge føler sig tryg og komfortabel, da meningen med behandlingen er at skabe ro, tryghed og balance i nervesystemet.

Behandlingen kan bl.a. bestå af groundende øvelser, hvor vi mærker kroppen, laver øvelser med åndedrættet, laver afslapningsøvelser osv.

Derudover bruger jeg ind i mellem tegning til at få noget perspektiv og positive følelser ind i de svære oplevelser.

Jeg gør ofte også brug at et “bodyboard” som er en visuel metode, hvor vi sammen arbejder med at finde ud af hvad der sker i kroppen, og hvilke udefrakommende ting der påvirker kroppens tilstand. Det er et godt sted at starte ifht at arbejde videre med andre øvelser.

Hvis den unge er tryg ved det, kan vi også bruge en massagebriks, hvor jeg f.eks. kan hjælpe den unge til at finde ro ved at lave små øvelser med fødderne eller aktivere nervesystemet ved hjælp af en massagebold.

Berøringsøvelser laver jeg kun, hvis den unge er helt okay med det.

Kontakt mig!

Denne webside bruger cookies. Ved at forsætte med at bruge siden, accepterer du brugen af cookies.